Gruppe

Siden en gang for længe siden har alle reservedelskataloger været delt ind i ca. 9 grupper, som man kan se i tabellen nedenfor.

Dengang da alle reservedele (på nær skruer, møtrikker og den slags) havde numre, der var sammensat af en modelkode og et tal (plus evt. noget mere), kunne man oprindelig af det første ciffer i tallet se hvilken gruppe, reservedelen tilhørte.

Den type reservedelsnumre er sammensat af et bogstavprefix, der angiver modeltypen, et gruppenummer, der som regel er på 3 cifre (startende med nummeret på hovedgruppen), der angiver hvilket organ på bilen, der er tale om, og som også bruges i reparationshåndbøger m.v., og et nummer på 1 til 3 cifre, der angiver præcis hvilken del af det pågældende organ, der er tale om. Endelig kan det være efterfulgt af et bogstav, der bruges til at angive forskellige udgaver af den samme del, f.eks. højre/venstre eller ændret udførelse. F.eks. er AZ 313 01 en koblingsskive til en 2CV personbil af den type, der bruges sammen med udrykkerleje i grafit, medens AY 313 01 er en koblingsskive til den type kobling, hvor udrykkerlejet er et kugleleje. AZ 313 01 a er en skive med 10 riller, der blev brugt før april 1966, medens AZ 313 01 c er en type med 18 riller, der blev brugt efter denne dato. Hvis sådanne suffix-bogstaver bruges til at angive forskel på højre/venstre, angiver det første af de to bogstaver i alfabetisk rækkefølge som regel venstre.

Men med fremkomsten af andre numre, f.eks. numre af typen 5 XXX XXX eller ZC XXXX XXX, kunne man ikke længere se hvilken model eller gruppe af organer, delen tilhørte. For at imødekomme behovet herfor angav Citroën i reservedelskataloger, prislister m.v. numrene med en gruppeangivelse foran selve reservedelsnummeret. Ved bestillinger skulle man stadig kun angive det oprindelige reservedelsnummer, men i reservedelskataloger, prislister og som regel ikke mindst på etiketterne på selve reservedelene blev gruppen angivet. Dette hjalp (og hjælper stadig) folk, der arbejder med reservedelene og er et unikt middel til umiddelbart at se hvor en given reservedel passer.

Gruppebetegnelsen består af et ciffer, der angiver hvilken del af bilen (eller gruppe af organer, som det hedder på fransk) reservedelen tilhører, efterfulgt af et eller to bogstaver, der angiver hvilken model reservedelen oprindelig var tiltænkt. Imidlertid kan en reservedel også sagtens passe på andre dele af bilen eller på andre modeller, men første gang en reservedel kom i kataloget, havde den den angivne gruppebetegnelse. Dette er dog ikke helt statisk, da der faktisk er eksempler på at nogle reservedele har skiftet gruppebetegnelse i løbet af deres levetid.

Herunder er der oversigter over gruppebetegnelser. Disse har ændret sig en del i tidens løb, så den præcise opdeling af reservedelene fremgår for hver enkelt model af modellens reservedelskatalog. Men i almindelighed ser det ud som anført i nedenstående tabel.

GruppenummerKlassisk inddelingNyere inddeling
1Motor (kun)Motor, gearkasse, gearskift
2Ydre organer for motorenYdre organer for motoren: tænding, generator, starter, karburator, luftfilter, manifold
3Kraftoverførselen (kobling, gearkasse, drivakseler)Hjul, hjulophæng, affjedring, hydraulik, styretøj
4Forbindelsen til jorden (hjulophæng, bremser, styretøj)Bremser, bremserør, bremse- og koblingspedaler, drivakseler
5El-systemInstrumenter og betjeningsorganer, elsystem
6Sikkerhed, komfort, værktøjMotorophæng, brændstofsystem, udstødning, kølesystem, klimaanlæg, kofangere
7Chassis, bundramme, (bærende) karrosseriYdre karrosseridele, vinduer, låse, instrumentbord
8KarrosserideleIndvendig aptering, værktøj og hjultilbehør
9IndtrækDele, der ikke hører til en bestemt gruppe
10Dele, der er specielle for el-biler